Jeg har altid kæmpet lidt med min vægt. Ikke meget, men lidt. jeg er ikke tyk overhovedet, men eftersom jeg cykler meget, så er min performance på cyklen i høj grad bundet op på hvor meget jeg vejer.

Watt pr. kilo som man siger.

Jeg vil rigtigt gerne optimere på det hele, og en del af det indebærer at jeg skal have styr på hvad jeg spiser. Jeg spiser generelt sundt, men jeg har ingen ide om hvor mange kalorier der er i det jeg spiser. Så nogle dage får jeg nok for meget, og andre dage for lidt.

Jeg har besluttet mig for at tabe mig en lille smule. 2 kilo. Og til det formål har jeg downloadet en app der kan hjælpe mig lidt med at få styr på antallet af kalorier. Den hedder MyFitnessPal.

I den her app kan jeg tracke mit indtag af mad, jeg kan scanne stregkoder på mad og på den måde holde lidt mere styr på hvad det er jeg kommer i hovedet – og hvor meget.

Samtidig er jeg lidt ude i, om jeg måske skal tage fat i en diætist, der måske kan hjælpe mig lidt på vej. For en ting er hvor meget mad man spiser, en anden ting er hvad det mad reelt set indeholder. Jeg har gjort mig selv mere forvirret end hvad godt er tror jeg, for hvad er makroer egentlig …?

… og hvor meget skal man have af henholdsvis protein, kulhydrat og fedt.

Spørger du en veganer, skal du have meget lidt protein. Men spørger du en bodybuilder er det nærmest nøglen til alt der har med sund livsstil og vægttab at gøre.

Spørger du mig, vil jeg helst have at det er så simpelt som overhovedet muligt. Men stadig sundt.

Men så igen, hvad er egentlig sundt, for det er vel altid et spørgsmål om hvor meget man spiser af en given ting. Et enkelt stykke slik er vel ikke mere usundt end 2,5 kg gulerødder. Jeg læste et opslag på facebook fra en fyr der hedder Morten Elsøe, der siger at madindtag og sundhed handler om mængde og kontekst. Og det giver jo vanvittig god mening, men er på mange måder svært at leve efter i en verden af støj og instagram opdateringer.

Anyway, så er jeg meget tæt på at tage kontakt til en diætist som sagt. Og jeg har udset mig et par stykker der virker interessante. De fleste er kvinder, sjovt nok. Der er nærmest ingen mænd i det fag hvilket næsten er synd. Noget der har slået mig er hvor lidt de forskellige taler om de specifikke kostråd som sundhedsstyrelsen prædiker. Jeg har kigget lidt på det og har egentlig fået meget god indsigt i forskellige kostrelaterede ting.

Men anyway, nu tager jeg fat i en diætist og ser hvad der sker.

Stay tuned.

/Janne.

Skal jeg tage fat i en diætist?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *